Pop & fælles sandhed
Harmony Korine viser i sin film Spring Breakers fra 2012, at den dybeste smukhed og sandhed også findes i den masseproducerede enkelthed.
Klaverscenen fra filmen Spring Breakers (2012), af filminstruktøren Harmony Korine, er noget af det fedeste, som jeg har set. Jeg er dog ligeglad med voldsklippene.
"Play something fucking inspiring"
- Siger de hueklædte piger til Alien
Alien begynder at spille på sit klamme plastik-lignende, hvide og fake klaver.
Klaveret er stillet ude i baghaven af hans mansion, på nogle forfærdeligt lagte fliser, med kunstgræs som tilføjelse. Pigerne er iklædt DTF bukser, og skrigende 2012-lyserøde elefanthuer som nærmest drypper farvestof.
Harmony Korine
Det eneste som bryder denne 2012 masseproducerede stil er den ellers så smukke solopgang, eller solnedgang – jeg har aldrig kunnet kende forskel. Fuck man, hvis jeg blev kastet ind i en bil i en uge uden noget ur, eller tidsfornemmelse og blev hevet ud af en mand (selvfølgelig), som råber mig ind i hovedet “ER DET EN FUCKING SOLOPGANG ELLER SOLNEDGANG, DIN LILLE SOYBOY!?” imens han peger aggressivt på solen og holder mig fast i kraven; Så ville jeg da ikke vide, hvad jeg ville svare. Men lad os gå med solnedgang.
Solnedgangen samt vandet ophæver overproduktionen, som typisk kan forbindes med noget mega upersonligt. Men da det er overproduktion, så er der RIGTIG mange der køber det – derfor er der MANGE der deler samme smag. Og det skal man SATME ikke tage for givet, fordi det betyder, at det er personligt for rigtig mange.
Det betyder at MANGE kan lide den samme ting, altså flere deler samme interesse/præference/følelser whatever. Så hvorfor fanden skulle noget være bedre, hvis Alien og pigerne havde noget på, som ingen kunne købe i H&M? Det ville faktisk, tror jeg, gøre scenen endnu mere upersonlig, fordi så skal vi forholde os til hver enkelt individuelle person? NEJ! De her SKRIGER en fælles stil, en fælles ting, en højere enhed. Overproduktion = Fælles.
Filminstruktøren Werner Herzog kigger sig aldrig i spejlet, siger han – kun når han barberer sig. Det gør han ikke, siger han, fordi han bryder sig ikke om den selv-iscenesættende kultur, den selvobserverende tid.
Werner
Herzog
Han er KÆMPE modstander af psykoanalysen, og synes, at det er en af menneskehedens STØRSTE fejl. Det selv-fokuserede menneske – alt hvad pop ikke udstråler, da pop går ud til alle, og ikke et smalt/enkelt individ. Det er meget federe, at kunne synge med på One Kiss af Dua Lipa end en King Gizzard sang; WHO CARES MAN! DU ER ALENE OM DEN! AD!
FUCK JEG HAR DET FEDT! JEG ER HELT MANISK HAHAHAHA.
John Maus taler om, at han foretrækker “den éne sætning” i popsange – eks. hans egen sang “And The Rain…” hvor omkvædet “And the rain came down, down, down, down.” gentager mange gange, gennem hele sangen. Noget, som hans egen bror beskriver som, “the mantra”. Han modstrider ideen om det eksperimenterende poesi i pop-musik “Bob Dylan er ikke en lige så god poet som Gerard Manley Hopkins. Han er dog den bedste, til hvad end han gør, som ikke er poesi.” Ved den éne sætning, her kan alle være med. I Britney Spears sange kan alle være med. Ingen bliver udelukket. Heller ej de intellektuelle besserwissere udelukkes, her er vi alle én organisme. Den éne sætning, “She loves you, yeah, yeah, yeah.”, “And the rain came, down, down, down, down.” Er pop, er for alle.
John Maus personlige tilgang til hans live performances er, som er ifølge ham selv mere konventionelt, populært, at forbindes med publikummet “Det handler om at være med hinanden”, det er den ultimative konventionelle koncert. Dét er hvad koncerter kan, det er hvad pop kan, det er hvad popkoncerter kan. Det er hvad Britney Spears kan.
Folk prøver at tage afstand til pop, fordi pop netop kan ligne det, vi ser i scenen. Overfladisk, klamt og syntetisk. Så der ligger enormt meget anarki i pop – at gå all in i pop, SOM I ALL IN. At skrue pop-knappen så meget op, at man får lyst til at kigge væk, fordi det måske bliver FOR generelt, og FOR sandt.
Kæft der bliver fyret meget lort af her.
Der ligger virkelig dybe smukke ting i enkeltheder – Eks. I Bleeder (1999) af Nicolas Winding Refn. Kim Bodnia har i rollen som Leo, tævet sin gravide kæreste, Louise, spillet af Rikke Louise Andersson og ødelagt alle sine relationer. Han står i lejligheden og forsøger at ringe til hende. Han siger “Jeg elsker dig.” Leo venter på, at hun afviser ham. “Jeg elsker også dig”, svarer Louise.
Den her ubetingede kærlighed kan han ikke håndtere, HVORFOR FUCK SKRIGER HUN BARE IKKE, AT HUN HADER HAM? NEJ, HUN ELSKER HAM STADIG! Kraftedme. Små enkelte pop-ord, der kan sige så dybere ting.
This one is about a little-known popsinger, by the name of Mrs. Britney Spears. One of the greatest singers of all time, and an angel, if there was ever any on this earth
Når Alien begynder at synge Everytime af Britney Spears, så hører man for første gang en ærlig Alien, gennem pop-overfladiskhed. Igennem hans grills hører man en reel, dybtliggende stemme, som kan genkende ALT det Britney synger om.
- Siger Alien til pigerne
En medfølelse med hende – og derfor også alle andre. En kollektiv medfølelse, som pigerne også deler, da de synger med på den. Alle kan synge med på den. Det er deres eneste følelsesmæssige outlet, netop fordi de ikke bruger tid på at psykoanalysere sig selv, så de finder følelserne i den universelt forståelige pop. De populære følelser, som alle fucking føler.
Og du ved, han synger jo ikke godt, hvilket gør det bedre, da det er mere ærligt. Det giver et billedet af Alien, når han er ked, så sætter han Britney på, tænder for bruseren, og så bliver der ellers bare grædt gennem sine grills.
Notice me. Take my hand. Why are, strangers when, our love is strong. Why carry on without me?
- Synger Alien med pigerne som kor
Den her scene ville aldrig have fungeret med en fucking Daniel Johnston sang, eller en John Maus sang. Føj! Scenen ville have mistet hele dens betydning!
HER FINDER MAN ULTIMATIVT EN DYBERE SANDHED, EN MELODISK, SANDHEDS-GENKENDELSE I DET POPULÆRE!
DET POPULÆRE BLIVER GJORT UNIKT OG SANDT, ANARKI-OMRYSTNING AF HVAD MAN TROR BRITNEY OG POP ER! DET ER DET ULTIMATIVE SANDE!
Every time I try to fly, I fall, wihout my wings, I feel so small. I guess I need you, baby.
- Synger Alien og pigerne sammen
Man ser Alien kigge tomt ud i luften og synge, han glemmer omstændighederne i sandheden/solen/vandet/poppen/sangen, whatever. Pigerne synger med – Britney og resten af verden tager over.
Mantraen kommer – “Spring Break”.